Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

henviser dem til det skjulte! Bogen slutter med en række bestemmelser for forskellige erhverv. 9. - 12. bog handler om lovovertrædelser og de straffe, de bør medføre. Der er en vis systematik i sammenstillingen, f.eks. findes i 9. bog en gruppe bestemmelser om legemsbeskadigelser og i 11. bog en række love vedrørende handel og håndværk. Det har allerede været bemærket, at Platon i Lovene har opgivet det ejendomsfællesskab, som han – også her – betegner som det ideelle; i 11. bog findes et afsnit om den private ejendomsret, der, selvom det kun er ”næstbedste” ordning, fastholdes med stor bestemthed; bestemmelserne om ejendom omfatter også, hvorledes man skal forholde sig til fundne værdier, herunder slaver. Der er i disse bøger to væsentlige, underbyggende ekskurser. Den ene handler om en lang række grundlæggende spørgsmål i forbindelse med anvendelse af straf: Om begrundelsen for at anvende straf (forbedring/ afskrækkelse); om forsætlighed eller uforsætlighed,endrøftelse,derkompliceresaf, at atheneren (uden at nævne Sokrates) holder på, at ingen med vilje handler uretfærdigt. Lovovertrædelser fra deres side, som har fået den her planlagte, ideelle opdragelse, må så skyldes en sygdom i sindet, der først og fremmest må helbredes.Atheneren udelukker dog ikke, at drab, ”der både er forsætlige og helt igennem onde….også kan finde sted i et land, hvor man mindst skulle vente det” (872c-d), hvorfor der trods alt er grund til at fastsætte straffe. Den anden ekskurs omfatter hele 10. bog og handler om religionen som grundlag for samfundet. Udgangspunktet er det overordnede tema forbrydelse og straf, men med afsæt i det, der betegnes som de værste voldelige overgreb, nemlig overgreb mod helligdomme, udvikler samtalen sig til en generel teologisk drøftelse; og i denne bog er der i højere grad end i de omkringliggende, tale om en egentlig dialog, hvor kreteren og spartaneren er aktive. Hvor det i Staten var den højeste filosofiske indsigt, der var samfundets fundament, er det her det religiøse. Der er ikke nogen afgørende konflikt, for i begge værker er den gode sjæls forbindelse med det guddommelige det afgørende punkt. Der er dog en tydelig forskel i tilgangen: Her, i Lovene, tales der bastant om den rette gudstro, der kan indlæres, og meget af fremstillingen består i gendrivelse af tre kætterier: 1) At tro, at der ikke er guder til; her gøres op med en materialisme, der også er ateisme. I denne sammenhæng er sjælens prioritet i forhold til det legemlige et vigtigt argument både når det gælder mennesker, og når det gælder den eller de sjæle, også kaldet guder, der styrer verdensaltet. 2) At tro, at guderne ikke bekymrer sig om menneskers anliggender. 3) At tro, at guderne kan påvirkes, ”bestikkes” med ofre og bønner til at handle mod retfærdigheden. I slutningen af 10 bog vendes tilbage til det juridiske tema, for i den planlagte stat hersker ikke religionsfrihed. For gudsfornægtere fastsættes der fængselsstraffe i en forbedringsanstalt, og recidivister risikerer dødsstraf. Private kulthandlinger må ikke finde sted. 12. bog indeholder en lang række lovbestemmelserudenstørreindholdsmæssige sammenhæng, men mod slutningen tages et emne op, som har været berørt nogle gange tidligere i værket: Det natlige råd. Det skal bestå af de ti ældste lovvogtere og særligt velmeriterede blandt de øvrige embedsmænd, og deres opgave er at drage omsorg for, at lovene kan være stabile og sikre, ja uforanderlige (960d). Til det kræves en indsigt, der åbenbart går ud over den ellers fremragende oplæring, der bliver alle til del, og ikke mindst en dybere teologisk indsigt end flertallets, og spørgsmålet rejses så, hvordan den nærmere uddannelse af dette råd skal tilrettelægges. Lovene standser her, men en fortsættelse stilles i udsigt. Den kommer i Epinomis. ANMELDELSER 76

Pages Overview