Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

Lovene er et sidestykke til Staten; begge værker handler om, hvorledes et samfund bedst indrettes, men mens Staten giver os den filosofisk underbyggede fremstilling af den ideelle stat, fremstiller Lovene i langt højere grad den mulige stat. Mellem den tindrende, kompromisløse, filosofisk begrundede vision af samfundet i Staten og det mere realistiske, af erfaring med den menneskelige naturs begrænsninger prægede forslag i Lovene, ligger Platons besøg og fejlslagne politiske forsøg i virkelighedens verden som statsmandscoach i Syrakus. I Lovene, 5, 739a-c siger Platon udtrykkeligt i forbindelse med accepten af privat ejendomsret, at han her skitserer den næstbedste ordning (den bedste, hvor al ejendom er fælles, kan kun virkeliggøres af guder eller gudebørn!) Dialogen Lovene foregår på Kreta og har kun tre deltagere, kreteren Kleinias, spartaneren Megillos og ”den fremmede fra Athen”. Det er sidstnævnte, der har hovedrollen, og som utvivlsomt er Platons talerør. Deres samtale om udformningen af en god samfundsindretning foregår under en vandring fra Knossos til Zeusgrotten på Idabjerget, hvor efter sigende kong Minos mødtes med Zeus og modtog anvisninger til Kretas love. Også Spartas love er efter legenden af guddommelig oprindelse, hentet af lovgiveren Lykurgos hos Apollon i Delfi. Det understreges med rette i indledningen (s. 11), at det guddommelige grundlag for samfundsordningen er vigtigt for Platon, programmatisk udtrykt ved, at det allerførste ord i værket er theos, gud, som ophav til lovgivningen. Denne pointe kommer nu heldigvis til syne i oversættelsen, hvad den ikke gjorde i Hans Ræders oversættelse i Platons Skrifter. De to doriske staters ordninger, som Platon tidligere har udtrykt respekt for, er nu udgangspunkt for samtalen, men Atheneren har også indvendinger: Disse ordninger sigter på, hvad der nødvendigt i krig, men ikke på, hvad der sikrer freden. Ikke blot tapperheden bør fremelskes, men alle fire kardinaldyder er nødvendige som grundlag, og det understreges, at de er guddommelige goder. I resten af 1. og 2. bog behandles opdragelsesspørgsmål. Fornøjeligt er det, at atheneren ivrer for, at drikkegilder, som var forbudt i Sparta og på Kreta, er et væsentligt led i opdragelsen til besindighed; det fordrer jo selvdisciplin at deltage på en ordentlig måde i symposier! 3. bog beskæftiger sig med civilisationens fremkomst og eksempler på forskellige styreformer. Blandt dem nævnes monarkiet og demokratiet, som hver især i sin ekstreme form (nemlig hos henholdsvis perserne og athenerne) er faldet uheldigt ud; ikke desto mindre peger atheneren på, at en blanding af elementer herfra er det, der kan skabe stabilitet og frihed i et samfund. Til slut i denne bog kommer kreteren Kleinias med den overraskende og bekvemme oplysning, at han netop er blevet opfordret til at give forslag til ordningen for en ny bygrundlæggelse på Kreta. De tre kan altså frit give deres ideer om det gode samfund udtryk uden at skulle tage hensyn til eksisterende ordninger. Den fremtidige koloni får senere i værket navnet Magnesia. I begyndelsen af 4. bog beskrives den kommende kolonis beliggenhed, og der tages fat på spørgsmålet om forfatning. I slutningen af bogen understreges det, at en lovgiver skal forsyne lovene med ”indledninger” (prooimia) dvs. han skal begrunde sine bestemmelser, så at borgerne kan forstå det fornuftige i dem og dermed være mere indstillet på at efterleve dem. I værkets større sammenhæng, siges det af atheneren, har netop de drøftelser, der har fundet sted indtil nu, tjent som en sådan indledning til det at beskæftige sig med statsdannelser. 5. bog begynder også med et prooimion, her oversat med ”fortale”, til den konkrete ordning for Magnesia (726a – 734e). Ordningen selv begynder med at fastsætte bestemmelser for befolkningens størrelse, ANMELDELSER 74

Pages Overview