Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

Velleius paterculus Af Simon Laursen, Ribe Katedralskole Velleius Paterculus, En kortfattet romersk verdenshistorie, oversat af Sebastian Persson og Thomas Eske Rasmussen, SSOF 246, København 2010 Jeg har her i forsommeren arbejdet en del på at skrive en oversigt over Augustus’ liv og virke til Ribe Katedralskoles hjemmeside. Det har ført vidt omkring; jeg måtte skrive en parallel side (meget mindre) om Agrippa, og jeg har oversat hele bog 53 og det meste af bog 54 af Cassius Dio, der er en hovedkilde til begge dele. På et tidspunkt førte studierne mig omkring Velleius Paterculus, der også er en kilde, og jeg ville derfor kaste et blik på den oversættelse af ham, der udkom som nr. 346 af Studier fra Sprog- og Oldtidsforskning i 2010. Jeg næsten snublede over to udsagn, der umiddelbart forekom mig så besynderlige, at jeg måtte se efter i den latinske original. Den ene hævdede (Velleius 93 til slut), at Augustus’ datter Julias ‘manglende frugtsommelighed [sådan siger man da ikke; der må menes ufrugtbarhed] gavnede hverken hende selv eller folket’. Da Julia fik fem børn med Agrippa, er det en mærkelig ting at sige, og det er da heller ikke, hvad der står på latin; i Velleius noget krukkede formulering kaldes hun en ‘kvinde med en livmoder, der ikke var en lykke for hverken hende selv eller samfundet’ (feminam neque sibi neque rei publicae felicis uteri). Det skal naturligvis forstås sådan, at hendes fem børn alle endte ulykkeligt – de to ældste drenge ved at dø unge, den tredje ved at blive vanvittig (Velleius 2, 112); de to piger var der andre problemer med: Julia (den ene datter) blev landsforvist i 8 evt. for sin slappe seksualmoral, og Agrippina (‘den ældre’; den anden datter), der blev gift med Germanicus, forfulgte kejser Tiberius med sine anklager om, at han havde ladet hendes mand myrde, indtil Tiberius i 29 evt. sendte hende i eksil. Da Velleius er en ubetinget tilhænger af Tiberius, er det naturligvis en alvorlig ting. Den anden passage, jeg studsede over, vedrører Agrippa, og den kommer jeg tilbage til; foreløbig skal det ovenstående eksempel kun tjene til at forklare, at jeg begyndte en nøjere undersøgelse af oversættelsen. Resultatet af denne undersøgelse er meget negativt. Oversættelsen formår hverken sprogligt, stilistisk eller indholdsmæssigt at gengive Velleius’ latinske tekst med blot nogenlunde nøjagtighed, og hvad der næsten er værre, er den meget ujævn – undertiden lykkes nogle ting rent stilistisk, og de indholdsmæssige fejl er ikke helt jævnt fordelt. Det er desværre nødvendigt at understrege, at oversættelsen ikke kan anvendes af folk, der ikke kan kontrollere en given passage på originalsproget; risikoen for, at oversættelsen alvorligt fejlrepræsenterer forfatteren, er overhængende. Det gør jo i praksis oversættelsen ubrugelig. Dette er meget hårde påstande, og jeg er ked af at måtte fremsætte dem. Man skal ikke sige sandheden for enhver pris, for sandheden er som bekendt ilde hørt, og den kan meget let såre unødigt. Men offentliggjorte bøger er farlige; og dårligt arbejde er endnu farligere, for siges der ikke fra overfor det, kan det lede til nye, dårlige bøger. Jeg skal ikke kunne sige, hvordan en så dårlig bog har fundet plads i en så hæderkronet serie, og hvorfor der ikke er blevet sagt Velleius Paterculus 61

Pages Overview