Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

virkelige bagmand i processen mod Sokrates. Hvis man som Platons ”personaggio” har den dialogiske erkendelse som princip, hvordan vil man så klare sig i en situation, hvor monologen er PRINCIPPET? Retssager er principielt monologer, og det gælder om at vinde, ikke om at gøre fremskridt i erkendelse – om at få ret, ikke om at have ret. Derfor er kendskab til retorik afgørende, og kan Platons Sokrates begå sig i denne form, som Anytos er med til at presse ham ind i? Han klarer sig formmæssigt eminent og er ironisk nok totalt ligeglad: han efterlader en rundtosset og rundbarberet Meletos godt og vel halvvejs inde i sin forsvarstale og siger, at nu er han sådan set færdig (Apol.28A). Ikke desto mindre taler han videre om skam og ære i sit liv. Mens talen ind til 28A er præget af ironi og alskens taskenspillerkunster, som hører retorikken til, glimrer ironien ved sit fravær i anden ”halvdel” af talen (det er naturligvis farligt at påstå, at noget er fraværende, blot fordi man ikke selv kan se det!). Den monolog, han af Meletos (og Anytos) er tvunget ind i, kan Platons Sokrates ikke tage alvorligt, men når det nu skal være, kan han da jonglere med lige så mange retoriske bolde, som andre kan, - ja, flere end andre: stur, stur nummer, men det er og bliver i den retoriske cirkusmanege, hvor alt er tilladt, men intet har værdi ud over den øjeblikkelige underholdningsværdi. I anden del afApologien (28A og fremad) redegør han for sit levede liv, ironien er borte, ingen henvendelse til anklagerne, kun til athenæerne, hans medborgere, som han hele sit liv har talt med om skam og ære i livet. Først i de sidste to afsnit – om strafudmålingen og de afsluttende bemærkninger til dommere og ikke-dommere – dukker ironien og fixfaxerierne op igen, - nu er vi tilbage i cirkusmanegen, hvor Platons Sokrates ikke er forpligtet til at tage noget alvorligt. Gangen i Apologien er den samme som i Hulebilledet i Staten: fra retorikkens, monologens, illusionsverden, hvor man er ”bundet” til de faste pladser (formalia), op til virkeligheden og sandheden og derpå tilbage til Hulens illusioner, hvor man kan risikere at miste livet – bemærk den eksplicitte reference i Hulebilledet (517A) til Sokratesfigurens skæbne i såvel historie som fiktion. Jeg tror ikke, at elevens vanskeligheder med Apologien skyldes, at det er svært at bestemme afsender og modtager. Problemet er tilstedeværelsen og fraværet af ironi – eleven (han/hun) skal have en vis alder for at fatte ironi og ikke lade sig irritere af den. Vil læreren (han/hun) have hermeneutikken til at give eleven (ham/hende) en dybere forståelse af foreliggende tekst, må man (han/hun) ikke lægge ud med at forveksle forfatteren med tekstens jeg-fortæller og fiktion med historie. Ej heller må man (han/hun) lade en teksts form være enebestemmende for dens genre, thi da kommer man ind til Kierkegaards marskandiser for at få rullet sit tøj. ”Sokrates’ ironi” er måske Platons hermeneutik. Metode i oldtidskundskab 55

Pages Overview