Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

praetore una cum consulibus designatis (?, ikke oversat, vel med rette) Hirtio et Pansa bellum cum Antonio gerere jussit. Intertekstualiteten er utvetydig: Augustus Res Gestae 1: Annos undeviginti natus exercitum privato consilio et privata impensa comparavi, per quem rem publicam a dominatione factionis oppressam in libertatem vindicavi. .... Res publica ne quid detrimenti caperet, me pro praetore simul cum consulibus providere jussit. Det er naturligvis ikke underligt, at Velleius i alt væsentligt følger regimets officielle historiografi (der som bekendt på dette punkt var enestående velkonstrueret, hverken løgn eller sand); men det fortjener dog en bemærkning, at han ligefrem følger Res Gestae ord for ord (i en note på side 121 viser oversætterne, at det ikke ligger dem fjernt at lave den slags henvisninger). Det tegner jo et billede af Velleius’ følgagtighed. Men det er værre, at den logik, Velleius lægger i teksten, sprænges fuldstændig i oversættelsen. Latinen løber indignatio et dolor omnibus, vis ad resistendum nulli aderat, cum C. Caesar XVIIII annum ingressus, mira ausus ac summa consecutus privato consilio maiorem senatu pro re publica animum habuit, primumque a Calatia, mox a Casilino veteranos excivit paternos; sætningen siger, at C. Caesar som privatperson havde mere mod end senatet på samfundets vegne, og beundrer naturligvis den unge mand, netop begyndt på sit 19. år (altså 18 år gammel; underlig modsætning til Res Gestae) for denne initiativrigdom. Oversættelsen: ‘Indignation og lede fyldte alle, og ingen havde kræfter til at gøre modstand. Gaius Caesar, der endnu ikke var fyldt 20 år, havde dog på forunderlig vis mod til at træffe væsentlige beslutninger. Han fulgte sin egen dagsorden og ikke senatets. Med republikkens interesser for øje tilkaldte han sin fars veteraner ...’ Dette er en underligt sønderdelt og upræcis parafrase af en sætning, der netop skal sætte trumf på – det er ikke ‘dog’, der er brug for i denne sætning, men ‘netop’, og ikke ‘forunderlig’, men ‘beundringsværdig’, ikke ‘væsentlige’, men ‘høje’, ikke ‘beslutninger’, men ‘mål’ – osv. Denne maltraktering af en fra Velleius’ side omhyggeligt konstrueret sætning er ikke noget særsyn i oversættelsen; i dette tilfælde får det blot meget tydelige konsekvenser. Uanset at de semantiske elementer overvejende er tilstede, er både dynamik og i virkeligheden betydning forsvundet. Det er meget vanskeligt at vise i detaljen – jeg må bede læseren om selv at se oversættelsen. Der er altså problemer i kap. 59-61 med såvel real-indholdet som med sprog, stil og litterær forståelse. Det næste afsnit, kap. 89-90 indledes med en lang, nærmest hymnisk lovprisning af Octavian, da han vender hjem fra østen efter sejren over Antonius. Det begynder udmærket; den indledende sætning ombygger kun det latinske i det omfang, det er nødvendigt for at kunne lade teksten tale dansk. Den følgende sætning er også lang; den forsømmer at forsøge at gengive en anafor med nihil, som Velleius betjener sig af, hvad der er mærkeligt, siden anafor da er et udmærket, gængs dansk stiltræk, men det er trods alt uvæsentligt målt på den totale fraktionering, det følgende udviser. Skønt Velleius lader sine sætninger spænde over mange, semantisk uafhængige elementer i en næsten lyrisk form (det er ikke forkert at associere til Horats’ sækular-digt eller de beslægtede digte, carm. IV 5 og IV 15), udviser oversættelsen ikke semikolon (som minimum), men alt for ofte punktum. Selv det kunne dog være acceptabelt, hvis ikke den igen hele tiden nedtonede det stilleje, Velleius skriver i. Hvor Velleius siger, at de ydre krige er ‘begravede’ (sepulta), siger oversættelsen, at de er ‘afsluttede’; for sopitus (‘dysset i søvn’) har den ‘bragt til ro’; for senatets maiestas (‘højhed’) har den ‘værdighed’; for imperium simon laursen 64

Pages Overview