Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

38 Turistificeringen ødelægger autenticiteten og den historiske oplevelse TEMA STUDIEREJSER når man bliver bombarderet med så mange indtryk på én gang, så lukker man af. Mængden af sanseindtryk er for overvældende til, at hjernen kan rumme det, og så stopper man med at se. Ligesom med selektiv hørelse, tror jeg også, at hjernen kan slå en mekanisme til, der hedder selektivt syn. Jeg er ikke i tvivl om, at Peterskirken har en masse at byde på og en masse ting, der bør nærstuderes, men i denne omgang var det ikke Peterskirken, der slog mig omkuld. Derimod efterlod to steder mig betaget og med følelsen af at være blevet berørt af historiens vingesus. Det ene var den lille kirke San Clemente, hvis egentlige vidunder ikke er kirken i sig selv, men dens tre lag af religionshistorie under jorden, og det andet sted, som det her essay kommer til at handle om, var den 560 kilometer lange vej, Via Appia. ”Alle veje fører til Rom”, siger det velkendte ordsprog. Betyder det, at hvis man går længe nok ad en vej, ender man på et tidspunkt i Rom? Usandsynligt, men ikke desto mindre et smukt udsagn og et godt eksempel på romersk selvfølelse. Den romerske censor Appius Claudius Caecus anlagde i 312 Vejenes Dronning (Regina Viarum), ViaAppia, så ingen mand nogensinde skulle have besvær med at komme til Rom. Og Via Appia er betagende på en helt anden måde end Colosseum og Peterskirken. Via Appia rummer det, som den tyske kunsthistoriker og arkæolog Johan Winckelmann kaldte for ”stille storhed”. På Via Appia er der lige præcis indtryk nok til, at hjernen kan suge det hele til sig og samtidig slappe af. Den er ikke prangende men alligevel pragtfuld. Min fascination af Via Appia udspringer nok også fra det faktum, at jeg egentlig ikke havde skænket den en tanke, ergo havde jeg ingen forventninger til den – tabula mea rasa erat. Colosseum derimod bryster sig med at være et helt fantastisk antikt bygningsværk, hvor historien vil feje benene væk under dig. Med så store forventninger til noget kan man sjældent andet end at blive skuffet, og det blev jeg. Colosseum indefra er et virvar af mennesker, der betragter forfaldne stenklumper, og det måske mest interessante sted, under arenaen, hvor de kæmpende opholdt sig før de skulle ind og kæmpe for sit liv, er ikke tilgængeligt for turister. Ligeledes er pladsen uden om Colosseum smykket med turistboder, varevogne og en rand af mennesker. Kort sagt: tiden er løbet fra Colosseum. Så smuk som den har været i antikken, så blegnende er den i det enogtyvende århundrede. Turistificeringen ødelægger autenticiteten og den historiske oplevelse, hvorfor jeg fandt mig selv uimponeret. Via Appia derimod, som ligesom Colosseum har været af enorm vigtighed i antikken, er fuldkommen ydmyg i sit udtryk. I stedet for at folde sig ud i højden som Roms mange monumentale bygningsværker, folder den sig ud i længden; selvom det ligesom Colosseum er et kæmpe bygningsværk – 560 kilometer langt - fra Rom til Brindisi - tiltrækker Via Appia sig ingen opmærksomhed. Og det er dét, der giver stedet sit specielle udtryk – dens ro. Men Via Appia rummer også historie. I år 73 f.v.t. indledte slaven Spartacus det eponyme Spartacusoprør – et oprør, der startede med, at Spartacus flygtede sammen med de andre gladiatorer fra gladiatorskolen i Capua, og endte med en slavehær på over 70.000 slaver, der i 71 f.v.t. kæmpede imod Crassus. Her faldt Spartacus dog, og slavehæren besejredes. Crassus gav efterfølgende ordre til, at over 6000 slaver (de, der ikke var faldet i slaget) skulle henrettes;

Pages Overview