Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

metode i oldtidskundskab Af Johs. Thomsen Pensionist, Viborg, . johsthomsen.wordpress.com Under ovenstående titel har Jens Viggo Olavi Nielsen (herefter JVON) i LOGOS I, marts, 2014 (p.26ff.) skrevet en spændende tema-artikel om AT og Innovation. Da det er nogle år siden, jeg har haft kontakt med AT, skal jeg ikke forsøge at give indtryk af, at jeg ved noget om det, lige som Innovation ligger uden for min horisont. JVON ønsker at give et ”visuelt supplement til hermeneutikken”. Det er et ædelt og tiltrængt mål, for også jeg erindrer en masse vås og tom snak om den ”hermetiske spiral” og ”den hermeneutiske cirkel” ved AT-eksaminer. JVON påpeger med rette ”det slidsomme arbejde med sammenholdelsen af tekstens dele og helheden” (p.27) og præsenterer os (p.28) for Brüggers ”mediematrix”, der indeholder de elementer, vi altid må have for øje i vores tolknings- og forståelsesarbejde med tekster. JVON slutter med teoretiske overvejelser over modellen (p.34 ff.), men disse vil jeg springe over, - som JVON også tilråder nederst s.26. Det for mig at se spændende og innovative foregår på siderne 29 -34, hvor JVON eksemplificerer med en gennemgang af Platons Apologia Socratis. Påstanden er, at eleverne har svært ved at forstå teksten bl.a., fordi ”det er vanskeligt at bestemme, hvem tekstens afsender og modtager er”. Platon bestemmes derpå som tekstens formelle afsender, og spørgsmålet om tekstens forhold til den historiske Sokrates’ historiske tale i 399 stilles nu. Desværre besvares dette spørgsmål kun med henvisning til, ”at der skam er skrevet hylder af bøger bare om den problemstilling”, og desuden står det mig nu ikke ganske klart, hvilken rolle det spiller for forståelsen af Platons tekst, da vi jo ikke har Sokrates’ mundtlige tale fra 399 f.Kr. Det næste spørgsmål, JVON stiller, er: ”Men hvem er så egentlig talens/tekstens modtager?” Formuleringen antyder, at afsender er entydigt fastlagt, - at Sokrates afsendte sin tale/tekst i 399, og Platon sin nogle år senere, er ikke et problem her. Platons modtager bestemmes som ”formentlig i høj grad … eftertiden”, og desuden kan JVON bestemme Platons intention: ”at få Sokrates til at fremstå i det bedst mulige lys, dvs. tættest muligt på den levende tale.” Hermed må JVON formodes at mene den tale, som Sokrates faktisk holdt i 399 – altså den tale, som ikke kunne stille Sokrates i så godt lys, at han blev frikendt. For mig at se er JVONs bestemmelse af Platons intention det rene gætværk. Her kunne JVON have haft nytte af at kende Bahktins begreb om det kronotopiske – sjovt nok effektivt brugt og forklaret af Bo Tao Michaëlis i samme nummer af LOGOS s.41. Den historiske Sokrates’ modtager er – som JVON siger – ”dommerne og publikum”. Selv om tilføjelsen ”og publikum” er problematisk (vi ved jo reelt ikke, hvad Sokrates faktisk sagde ved den lejlighed, og om han henvendte sig til publikum, som sikkert var der), så lader jeg den ligge her, for JVON tilføjer nu, at både Sokrates og Platon ”adresserer … den filosofiinteresserede i samtid og eftertid, der måtte have visdommen kær.” Platon og Sokrates deler nok i det store hele eftertid, men samtid deler de dog kun til Sokrates’ død i 399, og den eneste samtid, der med nogenlunde sikkerhed kan bestemmes som modtagere af Sokrates’ tale (hvis eksakte indhold vi jo ikke kender), er de ved retssagen i 399 tilstedeværende dommere, som til gengæld ikke er relevante som modtagere af Platons Apologia Socratis – mange af dem er sikkert døde, andre flintrende ligeglade, og desuden kan sagens udfald jo ikke ændres af Platons tekst. Metode i oldtidskundskab 53

Pages Overview