Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download
ePaper created 2014-10-08, 18:30:33 | version 1.33.00
de blev korsfæstet og udstillet langs Via Appia. Vejen har altså også fungeret som et sted, hvor romerne har kunnet indgyde ærefrygt hos udefrakommende, når de kom kørende ind til Rom. I dag er det dog ikke lugten af kød i fordærv, der møder en, når man går på de store trædesten; det er en duft af græs og blomster og sol og frisk luft. Når man går i skyggen af de høje cypresser og iagttager det mønster, de laver på vejen og i det vildtvoksende græs, får man følelsen af, at man er et sted, der befinder sig i en tilstand af evig sommer. Man er et sted, hvor blomsterne altid står i flor, hvor græssets grønne farve aldrig blegner og hvor fuglene aldrig stopper deres sang. Og vejen synes uendelig; sommer så langt øjet rækker. Ikke så underligt at det er her, Peter efter sigende møder Jesus i en vision – Peter, der frygtede sin henrettelse, var flygtet fra Rom, da han uden for byen, gående på Via Appia, møder den opstandne Jesus. Han spørger ham: ”Domine, quo vadis?” (”Herre, hvor går du hen?”), hvortil Jesus svarer: ”Romam vado iterum crucifigi” (”Jeg går til Rom igen for at blive korsfæstet”). Peter får herefter mod til at vende tilbage til Rom og fortsætte sit ministerium, indtil han også bliver korsfæstet. Men dette essay handler hverken om Spartacus eller Peter; det handler om at gå. Nietzsche sagde engang: ”Alle wirklich großen Gedanken wurden beim spazieren gehen konzipiert” (alle virkeligt store tanker udtænkes, mens du spadserer”), og han har ret. Gåture synes at skærpe sindet - det må være noget med sammensætningen af den friske, iltrige luft og kroppens bevægelse, der skaber et indre klarsyn. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har følt mig så let og bekymringsfri, som da jeg gik mod Rom via Appianvejen. Duften af landlig luft synes at trænge helt ind til de inderste organer i kroppen og på en forunderlig måde føler man sig som et bedre menneske, når man går der; gladere, rarere, friere – livet virker simplere her. Hvis store tanker skal tænkes, så er det her, man skal befinde sig imens. Ikke på et lille indelukket værelse i Danmark en mørk og kold eftermiddag, hvor afleveringerne har hobet sig op - det ender sjældent med at være særligt konstruktivt. 39 Her går vi i flok på de originale trædesten, der stadig er på en lang strækning af vejen. På Via Appia er der lige præcis indtryk nok til, at hjernen kan suge det hele til sig og samtidig slappe af. TEMA STUDIEREJSER