Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

forandringer, der er hans værks største værdi som historisk kilde. Ganske vist anmærker oversættelsen (s. 124 n. 42), at Velleius ikke er klar over nogen forandring – men netop det er måske det allervigtigste. For der var forandringer, og de ses også overalt i Velleius’ værk, hvis man ellers har de fornødne kundskaber – som altså burde kunne hentes i efterordet. Men end ikke tribunicia potestas er nævnt dér. Det interessante ved Velleius er, hvordan en person som han oplevede, og i hvilken grad han overså de store politiske og sociale forandringer, der skete netop i hans egen levetid. Velleius var ganske sikkert velhavende, af ridderstand, ellers var han aldrig blevet officer, og slet ikke prætor, og han havde åbenbart en betydelig retorisk skoling bag sig, foruden kendskab til litteratur. Hans indsigt i romersk politisk og administration kan også tages for givet, siden han bestred posten som både kvæstor og prætor. Præturet bringer ham faktisk tæt på, om ikke inden for, den ledende elite. (Oversættelsen vurderer disse forhold noget anderledes s. 11f. Her er virkelig tale om en meningsforskel; men jeg synes nu, oversættelsen sætter Velleius’ formue og skoling for lavt. ) Han var homo novus, en af de talrige italikere, der fik chancen for at gøre karriere i Rom med principatet. Hans værk giver indblik i det tankesæt, den mentalitet, en sådan mand oplevede den nye virkelighed med. Velleius er ekstatisk, ligefrem hymnisk, tilhænger af det, der sker – selv i de få passager, der er gennemgået ovenfor, er det tydeligt, at han oplever Julierne som en slags guder på jorden; han kan Res Gestae næsten udenad, som en slags katekisme, parret med en bibel – Aeneiden. Men denne ekstase kvæles af oversættelsens sproglige profil. Ikke alene sønderbrydes tankegangens logik igen og igen, men alle følelsesudtryk dæmpes. Der er ikke ét udråbstegn i hele oversættelsen, skønt Velleius netop er en forløber for sølvalderens pointerede stil. Oversættelsens værdi som mentalitetshistorisk kilde forringes alvorligt, fordi den ikke har en strategi for at håndtere dette register af følelser. Det er ikke bare et marginalt problem. I Velleius’ tilfælde er det særligt sandt, at stilen er manden. Jeg ved af erfaring, at det ikke er sådan, at dansk overhovedet ikke kan gengive den slags, og hvis det var, måtte oversætteren gøre det muligt. Det kræver systematisk og målrettet arbejde, og naturligvis læsere, der kan læse den slags. Der findes bevisligt ‘stildøve’ læsere, som der findes tonedøvhed. Men det får jo ikke musikere til at lade være med at spille musik, at nogle ikke forstår, hvad det er, de laver. Ikke desto mindre er det nok de faktuelle fejl, både sproglige og indholdsmæssige, der gør denne oversættelse helt ubrugelig. Om stil kan der jo strides, men ikke om de øvrige fejl og mangler i oversættelsen. Tilbage står kun spørgsmålet, hvordan det kan være gået så galt. Spørgsmålet, hvorfor oversætterne ikke selv har forstået teksten bedre; hvorfor alle de mange hjælpere, oversætterne har haft, ikke har set eller ikke påtalt fejlene; hvorfor tidligere anmeldere har overset, ignoreret eller fortiet dem. Jeg håber ikke, jeg nogensinde igen skal komme i den situation at måtte skrive noget i denne retning. Det er et legitimt krav, at den danske antikformidling kan bygge på ordentligt uddannede fagpersoner, der færdes i reelt aktive miljøer og får den kritik, de rettelig fortjener – før og efter offentliggørelse. Så det her ikke sker igen. Velleius Paterculus 69

Pages Overview