Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

gør krav på en slave eller en fader en søn, og deraf afledte betydninger, så betydningen her er, at skæbnen gør krav på Octavian som den, der skal frelse Rom og grundlægge noget (sikkert en ny guldalder, cfr. Vergil Aen. 6, 792). - Den unge mand kaster sig, altså i pagt med skæbnen, over sit kald – ‘Han stolede mere på sin onkel Cæsar end på sin stedfars råd’ – ikke helt: den latinske tekst har avunculo et Caesari, hvad A. J. Woodman i sin kommentar (Cambridge 1983, s. 123) ganske rigtigt gør opmærksom på skal tages alvorligt: ‘who was after all Caesar’ – igen hæves Julii Caesares ud af almindelige menneskers niveau. Han ‘sagde ofte til ham, at det var forkert, at Philippus fandt ham uværdig til det navn, Caesar fandt ham værdig til’ (dictitans nefas esse quo nomine Caesari dignus esset visus, semet ipsum indignum videri). ‘Forkert’ er naturligvis alt for svagt til nefas, og det er heller ikke Philippus, der er subjektet i den pågældende sætning – der står semet, så subjektet er Octavian selv. Når Caesar har ment, han kunne påtage sig den tunge byrde, ville det være en absurd selvovervurdering at tro, han selv vidste bedre. Igen er Caesars dømmekraft – guddommelig, et ord, der er rigeligt repræsenteret i konteksten i øvrigt. I det følgende modtagerAntonius – omend ‘arrogant’ (superbe, udmærket) – ‘den unge Caesar’. Han får audiens (admisso, ikke ‘kommet’) i haven til Pompejus’ gamle hus, somAntonius ejede (Plut. Ant. 10). Han anklager sceleste (meget mere end ‘uanstændigt’) Octavian ‘som om han var blevet angrebet i et baghold’ (insidiis kan vel ikke have været et fysisk baghold, snarere ‘attentat’ (OLD 4a)); ‘hvorved Antonius’ upålidelighed [vanitas - ?] på skændig vis [mundret dansk?] kom til udtryk [deprehensa est: ‘blev afsløret’]’. ‘Antonius og Dolabella var konsuler for et afskyeligt despoti, og deres sindssyge stod snart klart for enhver’ – Aperte deindeAntonii ac Dolabellae consulum ad nefandam dominationem erupit furor – hele sætningens (stærke) dynamik er tabt i oversættelsen, furor er vel ikke lige ‘sindssyge’, og erupit er i hvert fald ikke ‘stod klart for enhver’ – her er tale om et vulkanudbrud! I dette afsnit er ordenes valør systematisk nedtonet til standardudtryk – og det stærkt følelsesmæssige præg, teksten har på latin, er tabt. Det er ikke en let opgave at fange og fastholde den emotionalitet, Velleius ofte skriver med, men det er ingen undskyldning for at lade være med at prøve. Antonius havde som bekendt sat sig i besiddelse af Cæsars papirer og gjorde med dem, hvad han ville; Velleius beskriver dette og konkluderer omnia pretio temperata, vendente rem publicam consule. Oversættelsen: ‘dokumenterne blev ødelagt for penges skyld. En konsul var ved at sælge republikken.’ temperare betyder imidlertid at ‘moderere’. Mod betaling kan man få en mildere behandling; dokumenterne bliver ikke ødelagt, men kun fortolket anderledes eller måske ændret. Det rigtig interessante er imidlertid, at den absolutte ablativ temmelig givet også er en reference til Aen. 6, vers 620-1 (kataloget over syndere): vendidit hic auro patriam dominumque potentem imposuit, fixit leges pretio atque refixit: Woodman ad loc., der også gør opmærksom på, at den stilistiske finesse med en absolut ablativ til at afslutte en sætning, nærmest som en kommentar, er typisk Tacitus. Som minimum kunne der stå et udråbstegn efter sætningen, men den kunne også indledes med en bindestreg i stedet for punktum – så ville ‘kommentar-funktionen’ være tydeligere. I kapitel 61 indledes med ordene Torpebat oppressa dominationeAntonii civitas. For dominatio giver oversættelsen her ‘herredømme’; i kap. 60 havde den ‘despoti’, der giver den negative klang bedre. Noget længere nede i kapitlet samler Octavian privato consilio en hær, og får endnu længere nede ordre til at kæmpe mod Antonius sammen med consulerne – eum ... pro Velleius Paterculus 63

Pages Overview