Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

fra overfor oversættelsen i tide. De to oversættere har i hvert fald sikkert været i god tro, da bogen blev sendt i trykken – megen auctoritas (som de selv, lidt studentikost, siger i forordet) står bag dem. Det er klart, at jeg ikke kan komme med så hård en dom uden en mere udførlig redegørelse, og da en gennemgang af hele oversættelsen ville være en næsten uoverkommelig og i hvert fald unyttig opgave, har jeg fokuseret på tre passager, jeg selv har en vis interesse i, fordi jeg (som nævnt) har arbejdet med Augustus på det seneste. Det er situationen umiddelbart efter Cæsars død (Vell. 2, 59 – 61), umiddelbart efter Actium (Vell. 2, 89-90) og Augustus’ død (Vell. 2, 123 – 124). Gennemgangen af oversættelsen i disse tre passager vil også give anledning til nogle overvejelser over, hvad Velleius egentlig er for en slags forfatter, og hvad der kræves af en oversætter af en sådan tekst; disse overvejelser kommer sidst, og har man ikke lyst til at følge den undertiden pinagtige gennemgang af oversættelsens detaljer, kan man jo springe herfra direkte til slutningen. Som så mange andre tekster om Augustus starter Velleius med en kort karakteristik af hans familiemæssige baggrund. Hans far var ‘seriøs, hæderlig, pletfri’ (gravis, sanctus, innocens, ikke en dårlig oversættelse!), og han ‘blev ved først givne lejlighed valgt til prætor blandt mænd fra aristokratiet’. Man venter i teksten at finde suo anno, men det står der ikke, der står primo loco, og betydningen er, at han blev valgt før aristokraterne (en udmærket oversættelse af nobiles) (se Cic. Pro Mur. 18 for udtrykket primum locum obtinere). Der fortsættes i oversættelsen: ‘og da hans renommé havde skaffet ham Iulias datter, Atia, som hustru, blev han i kraft af sit embede udpeget til at administrere Macedonia’ (cum ei dignatio Iulia genitam Atiam conciliasset uxorem, ex eo honore sortitus Macedoniam). Her synes at være to grunde til, at han blev ‘udpeget’; det er naturligvis problematisk i sig selv, men udtrykket ex eo honore betyder ikke ‘i kraft af’, men ‘efter’ dette embede, og han blev naturligvis ikke ‘udpeget’, siden bestemmelsen af prætorernes provinser foregik ved lodtrækning (Drachmann, Statsforfatning, 96f.; Velleius skriver da også sortitus), og da man ikke kan vinde en lodtrækning af nogen særlig grund, må det være noget andet, ledsætningen begrunder. Det er ganske givet pladsen foran aristokraterne ved valget, der begrundes af ægteskab med Atia, Julias datter, og det begrundes så igen af hans ‘renommé’ (dignatio, ordet betyder egentlig kun, at han er blevet fundet værdig). Pointen er, at fokus forskydes til Julierne og deres storhed (bemærk også ordstillingen: dignatio Iulia genitam ...) Disse træder så ind på scenen i det følgende. Cæsar elsker sin grandnevø, og han tager ham med overalt. ‘Drengen blev også hædret med et præsteskab.’ skriver oversættelsen. To ting: ikke bare et præsteskab, men et pontificatus; ordet mangler i oversættelsen. Og puerum, som der ganske rigtigt står, skal formentlig forstås koncessivt, som også Hellegouarc’h (i sin Budé- udgave, Paris 1982) oversætter det: ‘quand il n’était encore qu’un enfant’. Så følger mordet, og den unge Octavius tager til Rom. Her er de voksne imod, at han tager Cæsars arv på sig (kap. 60). Oversættelsen fortsætter: ‘Men republikkens fremtid og hele verdens skæbne knyttede sig til grundlæggeren og frelseren af den romerske nation’ (sed adserebant salutaria rei publicae terrarumque orbis fata conditorem conservatoremque Romani nominis). Ordet salutaria synes ikke oversat; ordet for ‘knyttede’ er adserebant, hvor Jensen og Goldschmidt netop angiver grundbetydningen ‘knytter’. Det er imidlertid forkert (sjældent i J&G, men se OLD s. v.); det betyder ordet ikke i praksis, hvad end etymologien er. Det betyder ‘gør krav på’, som en herre simon laursen 62

Pages Overview