Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

Oversættelsen har høj kvalitet, som det også har været tilfældet i de tidligere bind. Der har før været flere oversættere om ét værk, men efter det oplyste er det første gang, hver forfatter har stået for sin del. Der er ikke desto mindre god sammenhæng i stil og sprogbrug, og oversigten over politiske organer s. 59 – 65 viser, at der er sørget for konkordant terminologi. De to, der har været medarbejdere før, men ikke oversat tidligere, Henrik Fich og Rasmus Gottschalk, har bidraget med et træfsikkert og levende sprog, som vi efterhånden er vant til at møde i dette store oversættelsesværk. Nyoversættelsen af Lovene er et stort fremskridt i forhold til Hans Ræders meget kompetente, men lidt stive, over 70 år gamle oversættelse i Platons Skrifter. I gymnasiet vil det sikkert ikke være nogen god ide at vælge længere tekststykker fra Lovene. Værket er vanskeligt at overskue og som nævnt ikke stilistisk på højde med Platons øvrige værker. Men Lovene anslår en række temaer, som jeg tror vil kunne vække interesse og give anledning til frugtbare diskussioner både sat i forhold til, hvad eleverne ved om de faktiske samfundsordninger i det antikke Grækenland, og i forhold til nutiden. Man kan nævne temaer som mænds og kvinders opdragelse og uddannelse; straffeteorierne; Platons uvilje mod ændringer i samfundsindretningen – man kommer til at tænke på Niels Klims møde med træernes republik, Potu, hvor en projektmager måtte fremsætte sit eventuelle forslag om afskaffelse af gamle sædvaner med en strikke om halsen; hvis forslaget ikke fandtes gavnligt for staten, ville han blive hængt med det samme, hvilket stærkt begrænsede antallet af projektmagere, der foreslog loves afskaffelse! Platon ville måske nikke anerkendende til denne ordning, men bestemt ikke til nutidens dyrkelse af omstillingsparathed. Et tema kunne være synet på ejendomsretten, og man kunne gå ind på, hvad der bestemmes om slaver – og undre sig over, at Platon, der tænker så radikalt om samfundet, ikke synes at se noget problem i slaveriet. Også Platons teologi og religionens betydning i det tænkte samfund vil være et oplagttema.Disseemnererikkekunbehandlet én gang i værket, men berøres mange steder og i forskellige sammenhænge. Ved hjælp af de grundige oversigter i indledningen vil det være overkommeligt at samle de relevante steder til et godt diskussionsgrundlag. Epinomis Den korte dialog Epinomis, der, som titlen tilkendegiver, er en eftermelding til Lovene, er kyndigt indledt og oversat af Erik Nis Ostenfeld. Personerne er de samme tre som i Lovene, også her er det atheneren der i overvejende grad fører ordet, mens Megillos er helt tavs. Indholdet er det, som antydes i slutningen af Lovene, spørgsmålet om, hvad medlemmerne af det natlige råd skal oplæres i og beherske for at udfylde deres opgave som vogtere af samfundsordenen. Dialogens ægthed er imidlertid stærkt omdiskuteret. Ostenfeld fremlægger hovedpunkter af diskussionen; skeptikerne er stærkt repræsenteret i nyere tid, men Ostenfeld giver gode grunde for sit standpunkt, at Epinomis er ægte, og han følger her Hans Ræders besindige vurdering. Oplæringen af medlemmerne af det natlige råd betyder først og fremmest en dybere indtrængen i de værdier, der er nævnt som grundlæggende for samfundet i Lovene. Den altafgørende visdom er her nøje knyttet til moral og fromhed, og de teologiske positioner fra Lovene rekapituleres: at der er guder til, at de sørger for alt, og at de ikke lader sig påvirke af bønner eller ofre til at fravige retfærdigheden. Også læren om sjælens prioritet i forhold til alt legemligt og materielt fastholdes. Når det for de udvalgte gælder om at trænge dybere ind i det guddommelige end den umiddelbare iagttagelse af de besjælede himmellegemer kan give alle, går vejen gennem forståelse af tallenes væsen. Den ANMELDELSER 77

Pages Overview