Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download
ePaper created 2014-10-08, 18:30:33 | version 1.33.00
praeterea censeo Af Rune Munk-Jørgensen …at innovation ville være smaddersødt, hvis ikke det var så kontraproduktivt. Ikke begrebet, naturligvis, men forsøget på at formelsætte det i skolen, nu også som en fast integreret del af AT. Den udvikling får mig til at insistere på en vis bagstræberisk konservatisme. Paradoksalt nok ikke mindst for innovationens skyld. I påsken var min familie og jeg i Stockholm, og på hotellet faldt jeg over en brochure fra Vasamuseet. Af brochuren fremgik det, at det første, der slår én, når man kommer ind i Vasamuseets udstillingshal, er, at sådan en kolos af et skib umuligt må kunne have sejlet - hvad det da heller ikke kunne, fortsætter brochuren med tungen i kinden. Og hvorfor nu ikke det? Fordi ingeniørerne havde valgt at bygge et ekstra kanondæk for at skabe plads til ekstra kanoner – nogle rigtig gode, solide 24-pundere i bronze – ud fra en betragtning om, at hvis 32 almindelige kanoner er godt, så må 64 store kanoner være rigtig godt. Som bekendt viste det sig efter godt 20 minutter i saltvand, at planen ikke var tænkt helt færdig, og at man med fordel kunne have forsynet skibet med en køl, der kunne have holdt den forøgede vægt over vandspejlet på plads. At forsyne et krigsskib med så mægtigt artilleri var i høj grad innovativt.At insistere på en dybere køl og ekstra ballast ville have virket bagstræberisk i situationen, men efter Vasas forlis burde den bagstræberiske insisteren på netop køl og ballast i al fremtid være en selvfølgelighed, så man ikke risikerer, at hele ens konstruktion kæntrer, sådan som Vasa gjorde, så snart vinden tog i sejlene den dag i august 1628. Om der ligefrem var tale om en halv vind, skal jeg lade være usagt – og så i øvrigt undlade at trampe yderligere rundt i analogien men blot insistere på at henlede opmærksomheden på, at oldtidskundskab er et kølfag, ikke et kanondæksfag. Når man ser på udviklingen i gymnasieskolen de sidste par årtier, har fagrækken, også den humanistiske, i særdeles vidt omfang været dikteret af modeluner, som på sin side er udsprunget af (økonomi)politiske gætterier og ideologier. Da jeg selv begyndte i 1.g en augustdag ikke ulig den, hvor Vasa blev søsat, var det nye, store humanistiske fag spansk, for det var på den iberiske halvø, blev vi belært om, at den økonomiske dynamo i det nye Europa ville komme til at ligge. Den dynamo gik det som bekendt på samme måde som ti år senere den japanske. Da jeg selv rykkede om på den anden side af katedret i 2002, var man ved at gøre klar til en reform, hvor de humanistiske fag skulle retfærdiggøres ud fra deres evne til at arbejde sammen med først og fremmest fysik og samfundsfag i AT. Det var det, erhvervslivet ville have, lød meldingerne. Humanioraundervisningen er med andre ord længe blevet defineret af mere eller mindre tågede prognoser om kortsigtet økonomisk gevinst. Om umiddelbar omsættelighed. Det samme lader til at være forudsætningen for det sidste skud på stammen, innovation, hvilket i vidt omfang underbygges både af bekendtgørelsen og af tonen i undervisningsdebatten i al almindelighed, således også debatterne på Folkemødet på Bornholm, der løb af stablen, da disse linjer blev skrevet. På HHX, hvor innovation som C-niveautilvalg reelt er et crash course i iværksætteri, giver faget glimrende mening, men der er konteksten sandelig også en anden, og oversat (omsat? vekslet?) til stx bliver omsættelighedsdiskursen nemt temmelig bizar. Praeterea censeo 71