Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

oversættes fuldkommen rammende, at han blev valgt ‘blandt mænd fra aristokratiet’ (hvorfor skifte til ‘nobiliteten’ i 2, 124?). Netop sammenligningen mellem de to valg er interessant. Hvor Octavius blot vælges, endda primo loco, skønt han er homo novus, ganske vist godt hjulpet af en forbindelse til Julierne, er situationen for de to Velleii i 14 evt. en anden – de er candidati Caesaris, hvad der netop betyder, at de er blevet ‘anbefalet’ af kejseren (det er, hvad ordet commendare betyder – ikke ‘udpeget’), og ordet ‘valg’ optræder slet ikke. Det er muligvis intet tilfælde. Vi har en god idé om, hvad Augustus’ og Tiberius’ reorganisering gik ud på; Tacitus fortæller i Annales 1,15, at det var første gang, valget fandt sted ikke i en folkeforsamling, men i senatet (tum primum e campo comitia ad patres translata sunt), og Tacitus giver os endvidere den oplysning, at Tiberius ved den lejlighed kun anbefalede (commendare) fire til valg (destinandos, netop), hvoraf altså brødrene Velleius har været de to. Den illusionsløse Tacitus ser det som en yderligere stramning af kejserens kontrol med proceduren, for nok harAugustus hidtil styret det vigtigste (potissima), men et og andet (quaedam) var stadig op til tribus’ studia. Med et suk konstaterer Tacitus, at folk ikke protesterer nisi inani rumore, ‘med andet end betydningsløst brokkeri’. Principatets største historiker, Ronald Syme, skriver i The Roman Revolution (s. 374) ganske rammende, at ‘The year A. D. 14 marks the legal termination of the Republic.’ Syme beundrede og elskede Tacitus, men væmmedes ved Velleius (ibid. 488 f.), og det er i hvert fald sandt, at Velleius her fuldkommen ignorerer, hvad der faktisk sker – han er kun taknemmelig over at være blevet prætor, måden og de forfatningsmæssige implikationer er ham ligegyldig. Velleius er virkelig en undersåt, der end ikke kan hidse sig op til en inanis rumor. (Jeg skylder at gøre opmærksom på, at valgprocedurerne under Tiberius er genstand for megen usikkerhed og diskussion. Hvad jeg har forelagt her, er heller ikke fuldkommen sikkert, men hvad jeg selv, som relativt ukyndig i kejsertidens forfatningsforhold, synes giver mening.) Det er også Tacitus fremstilling af senatsmøderne efter Augustus’ død (Ann. 1, 11-13), vi kan takke for en nærmere beskrivelse af den luctatio (Vell. 2, 124: ‘brydekamp’; oversætterne vælger igen en svækket oversættelse, ‘strid’), der fandt sted. Tacitus ser den naturligvis som et nærmest absurd teaterstykke, hvor Tiberius pro forma vægrer sig ved at overtage magten, og senatorerne insisterer; men Velleius giver udtryk for, at den er virkelig nok – Tiberius er en beskeden mand, der helst vil forblive aequalis civis (‘borger på lige fod med de andre’, udmærket). ‘Omsider blev han overvundet af fornuften frem for æresfølelsen’, står der i oversættelsen, hvad jeg ikke forstår (bl. a. fordi honor ikke kan betyde ‘æresfølelse’, se OLD s. v., eller for den sags skyld J&G). Latinen er tandem magis ratione quam honore victus est, hvad Hellegouarc’h oversætter ‘A la fin, il se laissa convaincre, mais plus par la raison que par attrait de la charge’, altså den hæder og ære, der ville blive ham vist, hvis han tog posten; det fastholder det fokus på beskedenhed, som Velleius ellers lægger op til. Den er netop denne beskedenhed, Tacitus gennemskuer så fuldkomment i sine Annales. Det er ganske vist sandt, at Tacitus er tilbøjelig til at se alt, hvad kejserne og især Tiberius gør, i et dårligt lys. Han kan i Annales 1, 5 heller ikke lade være med at kaste tvivl, om Augustus endnu var i live, da Tiberius kom til hans dødsleje; han ved det ikke, siger han, fordi Livia styrede informationerne omAugustus’ helbred benhårdt, indtil Tiberius nåede frem. Velleius er derimod ikke i tvivl, men skaber en overspændt dødsscene i kapitel 123. Augustus følger Tiberius på vej mod en opgave i Illyricum (ordet prosequi, der bruges her, er mere end bare ‘ledsage’ eller Velleius Paterculus 67

Pages Overview