Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

udelukker, at Platon lægger noget til – ja måske oven i købet gendigter talen i dens væsentligste træk. Men det pure opspind eller et rent digt kan han, som anført, næppe slippe afsted med. Ogsåhvadangårbestemmelsenaftalens/tekstenspublikum(numåjegværevarsom)forudsætter JT, at jeg skriver i en primært akademisk genre, hvor forholdet mellem Sokrates og Platon skal bestemmes – og bestemmes præcist. JT mener således, at jeg begår en ”regnefejl” ved at regne den historiske Sokrates’ tale fra 399 som identisk med Platons skrevne dialog – hvilket jeg altså ikke gør (som om der var tale om et regnestykke med et endegyldigt facit). Pointen med at undervise i Apologien består ikke nødvendigvis i at forholde sig indgående til det sokratiske problem (for mit vedkommende tillader tiden det desværre ikke), som ganske vist er der, men snarere at signalere problemstillingen for eleverne og så samtidig gøre dem opmærksomme på nogle genrebestemte forskelle og ligheder imellem tale og skrift: At såfremt vi havde været til stede ved talens afholdelse som dommere eller publikum, så ville vi kun have hørt den én gang, hvilket som oplevelse betragtet er noget ganske andet end at have en tale foran sig som tekst og at kunne læse den igen og igen. Helt bortset fra, om den historiske tale og Platons tekst så er identiske, hvad jeg altså medgiver JT, at de næppe er. Ydermere: Som svar på JT’s anholdelse af, hvorfor det i dag kan give mening at fælde dom over Sokrates, når han nu én gang er blevet henrettet, vil jeg anføre, at det skam giver god både didaktisk og tillige eksistentiel mening, fordi de problemstillinger, som Platons Apologi tager fat i, stadig er aktuelle. Hvorfor skulle vi ellers læse teksten i dag? Således giver det god mening at lade eleverne forholde sig til, om de – ud fra den foreliggende teksts Sokrates og den historiske viden om Sokrates og hans omgangskreds – finder ham moralsk eller filosofisk skyldig i anklagerne eller ej, det være sig ud fra datidens såvel som nutidens præmisser. Det er det, Gjørup formulerer, når han anfører, at den dybeste ”… problemstilling er derfor ikke, om Sokrates blev offer for et justitsmord. Det dybereliggende spørgsmål gælder forstandsmennesket og det samfund, han eller hun lever i” (s. viii). Er en lærer f.eks. moralsk ansvarlig for sine anløbne ”elever” (Kritias og Alkibiades), eller er det overhovedet forkert at gøre Sokrates til medskyldig for deres fremfærd, når han nu selv siger, ligesom andre kan bevidne, at han aldrig i normal forstand har været nogens lærer? Det kan jeg ikke se det odiøse i at diskutere med eleverne, tværtom, mens jeg til gengæld finder meget andet i JT’s gennemgang af Apologien både oplysende og relevant. Men under alle omstændigheder, samt ironisk nok, viser JT’s indvendinger, at den præsenterede model er velegnet til at vise, på hvilket plan problemstillingerne kan lokaliseres i teksten, om end den naturligvis ikke hverken kan eller skal bruges til at udtømme dem. I parentes kan her anføres, at dette efter min opfattelse også gælder for ironien forstået som modsætningen imellem det, der siges, og det, der ikke siges, eller imellem formen (sprogets tilsyneladende pålydende værdi) og indholdet (henvisningsdimensionen). Tonefaldet, det ironiske eller alvorlige, må læseren selv slutte sig frem til eller tilsætte teksten, og så derpå håbe, at det omtrent svarer til det, Platon/Sokrates har villet sige med teksten/talen. Mit eget synspunkt på forsvarstalens historiske basis må jeg som ikke-filolog læse mig til hos andre. Gregory Vlastos – en af de lærde, jeg har læst – skelner således imellem SocratesE og SocratesM, dvs. imellem den tidlige og den mellemste Sokrates hos Platon, idet han placerer Apologiens Sokrates i den tidlige ”elenchos”-periode, og idet han urgerer, at man som filolog jens Viggo olavi nielsen 58

Pages Overview