Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

‘følge’; der er tale om en formaliseret hædersbevisning –‘han viste ham den ære at følge ham på vej’); de skilles i Beneventum, ogAugustus, der har en officiel opgave ved en sportsbegivenhed i Napoli, tager selv (ikke ‘alene’, som der står i oversættelsen; det kan misforstås) til Nola. Her bliver hans helbred værre dag for dag (in dies, ikke ‘i de dage’, som oversættelsen har; OLD s. v. dies 3 b). Da Augustus ønsker at bevare sit livsværk ‘i god stand’ (salva, ikke kun ‘sikkert’), kalder han festinanter (‘i stor hast’; udeladt i oversættelsen) Tiberius tilbage; Tiberius er tilbage expectato ... maturius, ‘i bedre tid end ventet’ (‘hurtigere’ i oversættelsen; men forskellen på festinanter og maturius er her netop, at mature betyder ‘i god tid’ (OLD s. v. 2), hvad der naturligvis også kan være hurtigt (OLD s. v. 1). maturus’ grundbetydning er ‘moden’, ‘voksen’; Tiberius kommer i det øjeblik, hvor det er på tide, han viser sig). Med ordene, at nu (tum, det må gå til securum) var han fri for sine bekymringer (securum, men ‘tryg’ er han jo også), omfavnede Augustus sin kære (sui, der står ret beset ikke ‘søn’) Tiberius og lagde ‘deres fælles politiske værk’ (udmærket for sua atque ipsius opera) i hans hænder; hvad enden end måtte være, ville han ikke længere stille sig til hinder, om skæbnen krævede det. Først (primo, vel adverbielt; udeladt i overs.) en smule bedre (subrefectus, ‘kom lidt til kræfter’ er fint) ved at se og tale (colloquio, ikke ‘høre’) med carissimi sibi spiritus (hvad skal man dog stille op med det ord? Overs. udelader det, men i konteksten er det jo vigtigt; det er ved vor ånd, vi kommer i kontakt med himlen ...), blev han snart ‘opløst i sine grundelementer’ (det står der faktisk), da ‘skæbnen overvandt alle bestræbelser på at holde ham i live’ (lidt langt for omnem curam, men faktisk fint), og han døde. Som man kan se, har jeg forskellige indsigelser mod enkelte ord, der er brugt (eller udeladt) i dette kapitel. Der er også mange gode indfald imellem (f. eks. også obnitente vi animi: ‘viljesanstrengelse’). Men den centrale anke handler igen om stil, om rytmik og om den musikalitet, der skal lægges i denne scene . (Jeg taler ikke om clausulae; det kan dansk næppe gengive. Velleius bruger dem; se Hellegouarc’h bd. 1 s. lxxii. Det er et af mange tegn på, at Velleius er skolet retorisk.) Som set før fraktionerer oversættelsen gerne Velleius’ omhyggeligt konstruerede sætnin¬ger, og efter min mening gør den det på må og få i dette kapitel. Den stærke emotionalitet, kapitlet er bærer af, kræver imidlertid, at man lytter efter den musik, der spilles her, og bestræber sig på at gengive den. Naturligvis kan dansk ikke konstrueres på samme måde som latin, men på den anden side kan man heller ikke sønderbryde det latinske uden at lytte til, hvad der så sker. Jeg kan kun bede eventuelle læsere af Velleius om at prøve at læse op, hvad der står i oversættelsen, og se, om det er muligt at få noget drive eller flow i det. Mig lykkes det ikke. Så meget om de tre passager, jeg har udvalgt. Jeg må desværre notere, at der er meget, jeg ikke har taget fat i, men læseren, der har fulgt med til nu, må efterhånden være godt træt af påvisningen af fejl og mangler. Til oversættelsen er der føjet et efterord, der vil forklare det romerske samfunds opbygning i hovedtræk. Også her er der mange upræcise detaljer, men jeg skal nøjes med at undre mig over, at efterordet ikke beskæftiger sig med overgangen fra republik til principat. De to passager om valg af prætorer, der er omtalt ovenfor, giver ikke det fulde udbytte til forståelsen af den enorme forskel, der er mellem de to perioder i romersk historie, hvis ikke også tilstanden under principatet inddrages, og derfor er den slags oplysninger afgørende for at forstå Velleius’ karakter. Det er faktisk netop spørgsmålet, hvordan Velleius forstår og fremstiller disse simon laursen 68

Pages Overview