Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

har den ‘beføjelser’; for salubriter (‘helsebringende’) ‘gavnlige’. De stærkt følelsesladede ord for fortid, især priscus og pristinus, men også antiquus, der i denne kontekst kalder på ‘i forne tider’ og ‘ærværdig ælde’, om ikke ‘hedenold’, bliver kun til ‘oprindelige’ og ‘gamle’. Det er, som om teksten er på psykofarmaka, alt følelsesoverskud bliver kemisk holdt nede. Det er naturligvis et stilproblem og dermed forholdsvis subjektivt; men i hvert fald jeg finder ikke stemningen ramt. Det virkelig besynderlige er så, at kapitel 90 falder fuldkommen anderledes ud. Ganske vist fortsætter trangen til korte sætninger; der er alt for mange punktummer. Men her kan sepultis godt være ‘stedt til hvile’, metaforen i rei publicae membra bevares, og coalescere er oversat med ‘helede’, hvad der i konteksten er rigtig godt. Og en anafor med illae/in illis fastholdes ved gentagne ‘Det var her, ...’ - forbilledligt. Der er detaljer, der kan diskuteres, også sprogligt, men den eneste, der irriterer i hvert fald mig, er oversættelsen af latrociniis, ‘røverbander’, med ‘terrorister’. Der fandtes ikke terrorister i antikken – man manglede både konfessionelle religioner og revolutionære ideologier, og det er dem, der genererer de egentlige ‘terrorister’. Omfattende problemer med voldelige grupperinger, der opererede både åbent og i skjul, var der rigeligt af – men det var snarere mafiøse bander eller bortløbne slaver (Spartacus), eller, som her, netop røverbander. For at få oversættelsen til at passe må oversætterne også glemme ordet etiam i konteksten – der står nemlig, at det lykkedes Augustus via sine legater at bringe det dertil, at ‘provinserne endda (etiam) var fri for røverbander’; det, der egentlig skulle udryddes, var noget andet og større end det. At bruge ordet terrorister er i denne sammenhæng at falde for den nemme aktualisering. Netop indholdsmæssigt har også kapitel 89-90 de største problemer. Oversættelsen skriver i kapitel 89: ‘Valget til senatet foregik uden bitterhed, men ikke uden hård kamp’, hvad der må undre, hvis man har indsigt i romersk statsforfatning: der var ikke valg til senatet. Ordet, der oversættes med ‘valg’, er imidlertid lectus, men det er noget ganske andet; en lectio senatus var en revision af listen over senatorer, der under normale forhold blev foretaget af censorerne (Drachmann, Statsforfatning, s. 101). Augustus foretog tre sådanne (Res Gestae 8), i 29, i 18 og i 11 fvt.; de er nøjere beskrevet i Cassius Dio 52,42; 53,13 og 54,35. ‘Hård kamp’ gengiver severitate på latin; det handler naturligvis om Augustus’ strenge principper og ubøjelighed. Men det afgørende problem i passagen er, at oversættelsen fortæller om ‘Agrippa, der gennem sit venskab med lederen havde opnået sit tredje konsulat og derefter et sæde i folketribunkollegiet’. Den latinske sætning lyder Agrippae, quem usque in tertium consulatum et mox collegium tribuniciae potestatis amicitia principis evexerat, og den fortæller en helt anden historie. For det første betyder ordet usque (udeladt i overs.), at Velleius tillader sig at undre sig over, at en mand som Agrippa, der ikke hørte til romersk adel, kunne nå hele tre konsulater. Hans tredje konsulat, som var i 27 fvt., er udødeliggjort på inskriptionen over Pantheon i Rom. Tre konsulater for en homo novus er godt, men hvad der sker i resten af sætningen, er meget bedre. At få tribunicia potestas betød i Rom at blive kejser; regeringstiden regnes fra den dag, man får den (Cassius Dio 53, 17; Augustus gør det selv i Res Gestae 4 og ellers). Som Hellegouarc’h noterer (s. 234), er det tildelingen af trib. pot., der ‘marque la corégence d’Agrippa’; ellers hæfter kommentatorerne sig ikke meget ved ordet – det er pretty basic stuff i kejsertidshistorie. Velleius Paterculus 65

Pages Overview