Please activate JavaScript!
Please install Adobe Flash Player, click here for download

LOGOS3_pages

37 Men hvor skal vi søge hen, når vi opdager vores egen utilstrækkelighed? TEMA STUDIEREJSER op, hvor du startede. At gå i den forstand, at du ikke blot vandrer rundt i skoven og på stierne og i gaderne, men også vandrer rundt i dit sind – og forsøger at navigere. Den græske læge Hippokrates sagde engang: ”Walking is a man’s best medicine”. Alligevel er det at gå en stadig meget undervurderet aktivitet i vor tid, på trods af at det er i dag, vi har allermest brug for det. Travlhed, stress og jag – der er så meget vi skal nå i dag, og vi glemmer os selv undervejs. Dét kunne lyde som starten på en samfundskritisk artikel, men det er det ikke. Dette er i stedet en hyldest til de steder, de bekræfter en i, at verden er et vidunderligt sted, og at der stadig findes smukke steder på Jorden på trods af det hærværk, vi har påført den de sidste par århundreder. For vi har travlt i dag. Vi har så travlt, at vi ikke har tid til at sænke farten. Infrastruktur har altid været vigtig – landveje og søveje har været selve betingelsen for handel siden oldtiden. Vi har altid haft behov for at bevæge os fra A til B. Forskellen fra oldtiden og til i dag er tempoet. Tempoet, hvori vi kan flytte os fra ét sted til et andet er steget eksplosivt, siden man for et par hundrede år siden for første gang rigtig dygtiggjorde sig i mekanik og teknologi. Førhen, hvis man skulle nogen steder hen, var det enten med hestevogn eller til fods. En tur, der dengang tog en hel dag, kan i dag gøres på halvanden time. Ville man i kontakt med nogen, sendte man et brev og ventede samtlige dage på svar. I dag skriver man en besked via instant messenger og kan forvente svar inden for et par minutter. Tempoet er mangedoblet siden industrialiseringen tog fart, og værdien af et sænket tempo er stærkt undervurderet. I stedet ønsker vi os flere timer i døgnet, så vi kan nå endnu flere ting, end vi i forvejen forsøger – men hvor skal vi søge hen, når vi opdager vores egen utilstrækkelighed? Når vi erkender, at vor livsstil forlanger mere af os, end vi formår, og vi sidder tilbage med følelsen af afmagt – når vi indser, at livet er et kapløb med Kronos som den stærkeste modstander, og at Kronos har overhalet os; vi kan ikke længere løbe med ham – hvor skal vi søge hen? Tidligere havde Kronos ikke så travlt, men vi har jagtet ham. Jagtet ham med vores nye standarder, med vores nye mål og ønsker om selvrealisering, med vores nye teknologi; så han har oppet sig – men har vi i virkeligheden også det, eller er det noget, vi bilder os selv ind? Er det ikke sigende, at 75% af voksne på arbejdsmarkedet føler sig stressede? Hvornår blev det smart at have travlt, og hvor skal vi søge hen, når vores travle hverdages stress overrumpler os? Vi skal søge hen til steder, hvor Kronos hviler sig. Steder, hvor han holder pause fra sit evindelige kapløb; med andre ord: steder, hvor tiden står stille. Findes sådanne steder? Ja - men de eksisterer kun i kraft af os selv. I kraft af den sindsstemning vi kommer i, når vi befinder os disse steder. I kraft af at vi lader tidløsheden være en fælles forståelse, og at kapløbet ikke dyrkes disse steder. Det er steder, hvor man går i stedet for at løbe og sidder i stedet for at stå. Dette tager os tilbage til den indledende sætning, som er selve temaet for dette essay: værdien i at gå. Egentlig havde jeg troet, at det her essay ville komme til at handle om Peterskirken, Colosseum, Vatikanmuseet eller et andet af Roms arkitektoniske vidundere og kunstskatte; jeg har aldrig været i Rom før, men kender naturligvis til hovedattraktionerne. Overraskende nok viste det sig, at de ting, jeg havde troet, ville gøre størst indtryk på mig, var de ting, der vakte mindst interesse hos mig. Dermed ikke sagt, at Peterskirken ikke er vanvittigt smuk; jeg tror blot, at

Pages Overview